
FILM om BIG DATA
Film 1: Vores digitaliserede liv
Filmen beskriver de digitale spor, der sættes fra vugge til grav, lokalt såvel som globalt, igennem et væld af forskellige teknologier og platforme. Vi møder eksperter, der forklarer, hvordan data indsamles via algoritmer. Og vi ser, hvordan dataindsamlingen konkret medfører, at vi alle har en ”digital dobbeltgænger”.
Vi lærer samtidig, at denne digitale dobbeltgænger/identitet i dag er blevet flettet sammen med vores offline-identitet (og alt hvad vi foretager os offline) i en sådan grad at det kan være svært at adskille dem – selv om disse identiteter kan være vidt forskellige.
Film 2: Overvågning og velfærd
I denne film bredes sikkerhedsforståelsen ud, så den ikke kun angår dét at sikre sig, så man ikke bliver udnyttet af virksomheder og kriminelle. Det angår i ligeså høj grad dét at beskytte sit privatliv i forhold til forskellige fællesskaber, som har forskellige normer og forskellige forudsætninger for at læse ens data, end man selv har.
Dette leder over i en forklaring af, hvad persondataforordningen (GDPR) er, og hvorfor det er vigtigt at sætte sig ind i den. Vi lærer samtidig, at der er meget, som persondataforordnigen ikke tager højde for – og at vi i den forbindelse skal være opmærksomme på vores egen adfærd, da vi ofte også i en eller anden udstrækning behandler andres online data.
BIG DATA: ELEVMATERIALE
Stort set alt, hvad vi foretager os i dag, efterlader digitale fodspor. Når du går på Instagram, låner bøger på biblioteket, får en vaccine eller sågar går helt almindeligt rundt på gaden med en tændt mobil i lommen. Big data er kommet for at blive – og i en verden, der bliver mere og mere digitaliseret, er det helt afgørende, at vi har en grundlæggende forståelse af hvad big data egentlig er for noget.
Det samme gælder de digitale fodspor, vi sætter. Og den digitale dobbeltgænger, vi skaber.
Nedenfor kan du finde to forskellige vejledninger til dig som er elev i samfundsfag på gymnasiet – en til A-niveau og en til B-niveau.
Vejledningerne indeholder en masse beskrivelser, opgaver og links.
God fornøjelse med arbejdet!